Risikovurdering
Risikovurdering: EXO 70 og EXO 150
Drivsystem - Elmotorer/aksler m.m.
Beskrivelse(generel):
Alle modeller af EXO honningpresseren er el-motor drevne.
Der anvendes børsteløse el-motorer, med en effekt på 0,018 kW.
Motorerne, som direkte kører med 1300/1400 omdrejninger pr. min, er koblet til maskinerne gennem et gear. Gearet drosler omdrejningstallet ned til ca. 7 omdrejninger pr. min. De 7 omdrejninger pr. min. anvendes direkte til at dreje maskinernes aksler rundt.
Akslerne er koblet direkte til motorerne via et standardkoblingssystem. Akslerne monteres i glidelejer. Akslerne når kun få millimeter ud af maskinens vanger, hvor de fikseres med låseringe. Ind mod motorerne er akslerne, der er under 100 m.m., skærmet af motor-monteringsbriketten.
Motorerne drives af 240 V, 10/13 A. Strømforsyningen til motorerne sker fra det almindelige lysnet via et ca. 3 meter langt, 3-leddet, 1,5 kvadrat gummikabel, multi trådet.
Alle ledningsender påmonteres en samlende klemmefod, hvilket mindsker risikoen for, at de enkelte lederes elementer knækker og forringer overførslen af strømmen.
Forsyningen sker via en fase og en nulledning, den 3. leder jordforbindelse.
Strømforsyningen går gennem en styreboks, hvori der gennem en tænd/sluk kontakt skabes mulighed for både frem-/ og tilbage-kørselsmulighed, samt afbrydelse af hele maskinen ved et nødstop.
Styreboksen med nødstop er monteret synligt og let tilgængelig, så nødstoppet altid er lige ved hånden, når maskinerne anvendes. Aktiveres nødstoppet, afbrydes maskinens strømforsyning. Efter en nødstopsaktivering, skal maskinernes start/stop knap genaktiveres, før motor/motorerne igen kan aktiveres.
Fra styreboksen til motorerne, anvender der et 4 ledet, 1,5 kvadrat gummikabel. Dette 4-leddet kabel gør, at maskinernes motorer kan styres, så de kan køre både frem og tilbage.
På akslerne, mellem maskinernes vanger, monteres der trækhjul til maskinens tandremme. Tandremmene trækkes af maskinernes motorer via akslerne og tandremshjulene. Tandremmene trækkes rundt med en hastighed på ca. 2 meter pr. minut. Det hele kører relativt langsomt. Tandremshjulene, hvor der kunne være en risiko for at få fingre eller tøj i klemme, er monteret mellem de rustfrie vanger, med en tolerance på bare 0,1 m.m., hvilket gør det umuligt at få hverken fingre eller tøj i klemme.
Motorer:
Da motorerne er forsynet med 240V/13A, skal disse altid holdes tørre og skal afmonteres maskinerne sammen med styreboksen, forud for f.eks. rengøring af maskinerne.
Inden både montering og afmontering af motorer og styrebokse, skal maskinerne helt frakobles det almindelige elnet.
Det er vigtigt at brugeren af maskinerne altid sikrer sig at spændingen til maskinen er korrekt: 240V/10-13A. Ved tvivl om den korrekte el-spænding, skal dette bekræftes af en autoriseret elektriker.
Forud for afmontering af en motor, skal denne frakobles styreboksen ved at skille det monterede stik af på ledningen fra styreboksen til den pågældende motor.
Grundet spændingsfordelingen er det vigtigt at maskinen aldrig startes uden alle til maskinen hørende motorer er korrekt monteret på maskinen.
Motorerne er lukkede enheder, uden aktiv køling. Disse er valgte, da dette minimerer risikoen for at maskinbetjeneren kan få fingre/stof fanget i en evt. ventilator.
Motorerne uden aktiv køling,vil ved længere tids brug, blive op mod 80 grader varme. Motorerne kan ikke yderligere afskærmes, da dette vil mindske deres afkøling. Det vurderes også at en op mod 80 grader varm motor ikke udgør nogen væsentlig sundheds-/sikkerhedsrisiko, da denne temperatur ikke umiddelbart kan give skoldningsskader eller lignende. På trods af at motoren er for varm til at holde på i længere tid, vurderes det at der ikke er en sikerhedsrisiko ved temperaturen på op til de 80 grader.
Maskinernes øvrige dele:
Maskinerne er bygget af specialfremstillede elementer i rustfristål og POM. Alle dele er tilpasset hinanden, så maskinerne kan samles ved håndkraft alene.
De rustfrie pladedele der er svejset sammen, er efterfølgende afsyret. for at sikre deres rustfrie egenskaber.
Maskinerne samles alle omkring mellemstykker og aksler, dette sikrer fast afstand mellem de to hulplader, der udgør honning-dræningssystemet i maskinerne. De to tandremme trækker og presser honningtavlerne gennem maskinerne, så honningen løbende drives ud gennem hulpladerne. Det helt specielle ved konstruktionen er at voksen efter sammenpresningen fortsætter uhindret ud af maskinen. Denne færdighed tillader, at honningpresning kan forløbe i en kontinuerlig, uafbrudt arbejdsgang. Den kontinuerlige arbejdsgang øger effektiviteten ved honningudvinding ved presning. Maskinerne kan ved fuld udnyttelse af deres kapacitet presse fra 60 - 300 tavler pr. time. Variationen skyldes både valg af maskinstørrelse og ramme mål! På trods af den store kapacitet, foregår alle funktioner i maskinerne i et langsomt tempo. De aktive tandremme som honningtavlerne presses imellem, bevæger sig kun ca. 2 meter/min. Der er ingen steder i maskinerne, hvor hurtig berøring kan medføre nogen form for legemsbeskadigelse. Dog skal det pointeres, at man ikke skal føre hænder/arme ind mellem tandremmene mens maskinen kører. Det kan ikke afvises, at under meget uheldige omstændigheder, vil maskinens kørende tandremme få fat i f.eks. en hånd og forsøge at trække denne igennem maskinen. Vi kan desværre ikke mindske størrelsen på indføringsspalten, da denne skal have plads til bredden og højde af de honningtavlestykker, der ønskes presset. Men da maskinen ikke indeholder skærende knive eller andre skarpe elementer, vurderes det ikke muligt at miste legemsdele i maskinen. Om det er muligt at pådrage sig væsentlige klemmeskader/brækkede knogler, kan ikke udelukkes, men anses heller ikke for særligt sandsynligt. Ved maskinernes bagerste ende, sidder der en fjedermodholdsplade. Denne danner, ned mod den øverste tandrem, en snæver passage, hvor det vil være muligt at få fingre i klemme. Problemet er minimeret ved montering af afskærmning, der mindsker passagens størrelse, så det ikke længere er muligt at få blot en enkelt finger i klemme. Det skal dog altid præciseres, at maskinerne skal betjenes i overensstemmelse med den gældende brugsvejledning.
Når maskinernes dele åbnes, dvs. øverste ramme med tandrem vippes op, så hulplader kan monteres/afmonteres, skal den øverste ramme “låses” med den medfølgende split eller tilsvarende. Risikoen er at øverste ramme utilsigtet vipper ned, hvorved brugeren kan få specielt fingrene klemt voldsomt. Risikoen er selvfølgelig størst ved den store model, men selv ved den mindste model kan en enkelt finger godt skades, hvorfor alle modeller er forsynet med huller til den medfølgende låsesplit. Anvendes der altid den medfølgende låsesplit, når maskinens hulplader ønskes monteret/demonteret, er maskinerne helt uskadelige at samle og skilles ad.
Konklusion
Det vurderes at maskinerne generelt er designet sikkert, så brugere ikke kan komme til skade under almindeligt brug af maskinen til dennes formål.
Det pointeres dog at maskinerne kun er beregnet til presning af honningtavler fra bifamilier og at betjening kun må ske af personer over 18 år, med forståelse af arbejdet med maskiner med el-forsynede motorer og som har sat sig grundigt ind i maskinens brugsvejledning.